Én måde at forstå god ledelse på er at skelne mellem lederskabets vertikale og horisontale perspektiv.

Lederskabets horisontale perspektiv kan forstås som alle de ydre, organisatoriske og professionelle anliggender. Det er for eksempel organisationens mål, de strategiske beslutninger, de økonomiske vilkår, de professionelle relationer og den efterhånden lange liste af professionelle kompetencer som den gode leder i dag skal mestre.

Lederskabets vertikale perspektiv er de indre, værdimæssige og personlige anliggender. Det er for eksempel det personlige lederskab, ledelsesfilosofien, de grundlæggende antagelser, de værdimæssige overbevisninger, det spontane engagement, lederens karakter og eksistentielle tilgang til livet.

Det horisontale lederskab skal udvikles hele vejen rundt – i alle 360 grader. Det er i sig selv noget der kan tage pusten fra selv den bedste. Den professionelle leder skal i dag excellere i både administrativ ledelse, personaleledelse, strategisk ledelse og faglig ledelse. Og alle disse ledelseskompetencer går jo ikke bare op. Der er krydspress, dilemmaer og konflikter imellem dem.

Oven i alt dette kommer så kravet om også at være et fantastisk menneske. Om at være rollemodel, etisk forbilledlig, rummelig, empatisk, visionær, kreativ, indsigtsfuld osv.

Ro på, selvet er ikke en præstation!

Søren Kierkegaard skriver at livet både er en gave og en opgave. I dag er der ingen tvivl om at livet er en opgave. Det gælder både det ydre og det indre. Kierkegaards forfatterskab er en lang, kryptisk og flertydig udfordring til ‘hiin enkelte’ om hvordan man vælger at blive sig selv. Eksistensen er en opgave. Du må vælge at være og blive den du er. Du skal ikke gå søvngængeragtigt igennem livet. Træd i karakter i forhold til de livsudfordringer du står i. Ét er at blive leder, noget andet er at tage sit lederskabet på sig. Derfor er lederskab ikke bare noget man får, det er noget man tar’. Det væsentlige forhold er ikke at du er leder, men hvordan du er det.

Men livet er også en gave. Dette betyder at der også er et andet aspekt, som skal tænkes med ind i persondannelsen, nemlig et mere passivt aspekt. Ét er at gribe ud efter livet, noget andet er, at være grebet af det. Der er noget passivt over det gode liv som vi i vores professionelle og ekstreme præstationskultur synes at have glemt. Ud over at jeg skal mestre, præstere, gribe ud efter, styre, navigere og selvlede mit liv, så skal jeg også huske at udfolde mig i livets mere passive ‘kompetencer’: at blive fængslet, at blive begejstret, at blive optaget, at blive opslugt. Her der det ikke bare mit strategiske ‘jeg’, der leder mig, men jeg bliver i stedet ‘ledt’ af det, der for mig er stort i livet og som betyder noget væsentligt for mig. Kunstneren Per Arnoldi har engang sagt det på denne måde: “Jeg har ikke har en passion. Det er passionen, der har mig!”

Det fantastiske ved den vertikale dimension er, at den faktisk tilbyder en aflastning af livsopgaven. Den vertikale dimension tilbyder en lethed og en klarhed i tilværelsen. “Hjertetes renhed er at ville ét!” skrev Kierkegaard. Neitzsche er inde på noget af det samme når han et sted skriver: “Har man først sit hvorfor med livet på plads, så forliger man sig næsten med ethvert hvordan.”

Hvorfor-spørgsmålet er på godt og ondt meget virkningsfuldt på os. Derfor kan der også være noget farligt over det, for det kan let blive sekterisk og forførende. Men det er jo samtidig det, der gør hele forskellen og åbner os for dimensioner af passion og lidenskab. I sidste ende er det jo lidenskaben, der definerer os. Det er ikke handlingsplaner og strategiudspil, der bevæger mennesker, det gør drømme og visioner.

Pas på metoderne!

”I am a business man. I am a methodical man.” Sådan indledte den amerikanske digter Edgar Allan Poe en satirisk fortælling om den amerikanske forretningsmand fra 1840. Poe ironiserer over forretningsmandens trang til system, styring og metode, og antyder at et liv, der grundlæggende blot følger bestemte metoder, er et tomt liv. “Method is the thing, after all.” skriver Poe ironisk, og det synes i den grad at være noget vi har taget til os i det moderne liv. Vi er metodemennesker. Projektmennesker. Systemmennesker.

Horisontal ledelse er naturligvis metodisk – sådan skal det være. Men det indre vertikale perspektiv er anderledes. Her råder ikke-metode. Derfor er det også ikke-konsulenten eller ikke-coachen du skal have fat i, hvis du skal inspireres til at udfolde dette aspekt. Det er poeten eller filosoffen du skal have fat i. Her må den enkelte gå sine egne veje og gøre sig sine egne erfaringer. Her står den enkelte i direkte kontakt med det vilkårlige, spontane og forgængelige i livet. Dette betyder ikke, at der ikke er noget at gøre. Der er meget at gøre. Men, det skal for det første gøres et andet sted: i naturen, i teateret, i det kreative rum, i selskabet, i frirummet. Og for det andet er det en anden form for beskæftigelse: du skal være nysgerrig, spontan, undrende, reflekterende, alternativ, formålsløs, livsnydende, givende, lyttende, handlende ect.

Vi lever i en tid hvor systemverdenens ydre logikker har invaderet den indre livsverden. Det har sociologen Jürgen Habermas skrevet en del om. – Jeg tror at vi har brug for at generobre vores (tabte) livsverden. Måske skal vi starte en omvendt koloniseringshypotese (for at blive i Habermas’s sprogbrug). Måske skal det netop være i arbejdslivet, i lederskabet, i transaktionerne på markedet og i den politiske administration, at vi må insistere på livsverdensfænomenernes tilstedeværelse. Livsverdenen skal ikke alene være hensat til højskolelivet før karrierelivet, eller til kirken efter arbejdsugen, eller sportsklubben efter arbejdsdagen, men i stedet gøre sig gældende midt i det professionelle arbejdsliv. Livsverdenen skal med i det, der foregår mellem 8 og 16. Ind i arbejdslivet. Ind i lederskabet. Én måde er at dykke hovedkulds og lidenskabeligt ned i det vertikale perspektiv.

Tilbage til Aristoteles

Der var meget ‘livsverden’ over græsk kultur: vi fik kunst, demokrati og filosofi. Omvendt var der meget ’systemverden’ over romersk kultur: vi fik kloaker, akvædukter, veje, jura og militærkunst. Da vi begyndte at læse de græske filosoffer igen – især Aristoteles – begyndte vi at tænke os om igen, og det første til Renæssancen. En opblomstring af kunst, kultur og filosofi. Måske har vi brug for endnu en renæssance i dag. Og Aristoteles kan faktisk være et godt sted at starte.

Vi har lært at vi skal skelne mellem teori og praksis. Men ifølge Aristoteles må vi gøre endnu en skelnen. Der er nemlig forskel på praksis. Det er godt at kunne et håndværk, mestre et fags metoder, dygtiggøre sig, arbejde professionelt, skabe en rig og materiel verden. Alt det kalder Aristoteles for techné. Men hvis vi kun arbejder i techné forbliver vi åndelige fattige som Poes businessman. Aristoteles minder os om, at vi også skal være tilstede på en anden og dybere måde i det praktiske menneskeliv. Denne måde kalder han for praxis.

”Når vi står i techné er for formålsrationelle. Det, vi gør, gør for at opnå noget andet. En murer samler mursten for at bygge et hus. Når vi står i Praxis, derimod, gør vi det, vi gør fordi det har en værdi i sig selv, som f.eks. når vi leger, elsker, maler eller går en tur i skoven. Praxis er knyttet til den eksistentielle dimension i tilværelsen.” (Finn Thorbjørn Hansen, At stå i det åbne, 2008:11, omskrevet).

Praxis handler om at være tilstede i situationen med mere end de professionelle og objektive kompetencer. I praxis smelter individet sammen med opgaven, fordi det man gør, ikke bare er et middel til noget andet, men et formål i sig selv. Techné er ofte en lige vej. Praxisvejen er skæv og kroget.

Praxis handler om at reflektere og om at mærke efter om man har sig selv med i hverdagens aktiviteter. Det starter med en undren. Og det man konkret kan gøre, er at bevæge sig derhen, hvor denne undring kan forekomme. Man kan ikke arbejde målret med praxis, men man kan arbejde målret med at sikre de anledninger, der sandsynliggør, at praxis kan finde sted.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *