Pas på de friktionsfrie udviklingsmodeller

I ledelses- og organisationsteori findes himlen altid i første kvadrant!

Jeg er oprindeligt uddannet cand.theol. og har tidligere været præst. I mit gamle arbejde har jeg været vant til at arbejde med himmelfortællinger.

En himmelfortælling er typisk en paradisisk forestilling om et sted eller en tilstand, hvor det gode hersker. En harmonisk tilstand, hvor der ikke er konflikt og friktion.

I dag arbejder jeg med ledelse- og organisationsudvikling. Og det slår mig, at der også her hersker stærke himmelforestillinger. Himlen er altid i koordinatsystemets første kvadrant. Der hvor to faktorer gensidigt og uproblematisk bekræfter og bestyrker hinanden.

Problemet med himmelfortællinger er at de ikke indeholder friktion. De er de rene ideers og modellers paradis. De er ønskeforestillinger som virker forførende på os, men, hvis vi skal være helt ærlige, ikke er sande fremstillinger af vores virkelighedserfaring. Problemet med himmelforestillinger er at modsætningerne, paradokserne og dilemmaerne altid er skrevet ud af modellen.

Misforstå mig ikke. Jeg er tilhænger af gode og stærke himmelforestillinger. Vi har brug for dem. En god forestillingsevne er en vigtig forudsætning for at kunne tage fat og gøre noget ved verdens problemer. Ellers kan det hele ligesom være lige meget. Vi bliver nødt til at have en fandenivoldsk tro på at vi kan gøre en forskel. Vi skal huske ikke kun lade erfaringen skrive fortællingen om hvem vi er. Vi har brug for at kunne tro, håbe, forestille og kæmpe for noget.

Men det er samtidig ødelæggende hvis vi skriver erfaringen helt ud. Vi har brug for at stå ved vores erfaringer og se dem i øjnene. De beskytter os mod forførende forestillinger. Filosoffen Hannah Arendt skriver et sted at erfaringen er den eneste ledepost vi har. Et liv hvor vi ikke står ved vores erfaringer kan let blive til et totalitært regime. Det bliver let en tilstand med konstant dårlig samvittighed, ikke fordi vi gør tingene forkert, men fordi vi har underlagt os nogle idealistiske forestillinger som vi simpelthed ikke kan leve op til.

En ledelsesfilosof har sagt det sådan: hele teorier er lig halve mennesker!

Derfor skal du huske at konsultere din erfaring hver gang du møder en ny teori eller ledelsesmodel. Spørg din egen erfaring om modellen er rigtig. Spørg om der er noget i den, du kan genkende fra dit eget liv. Og ja – nogle gange oplever vi win-win episoder. Nogle gange erfarer vi øjeblikke hvor friktionen opløses og hvor et nulsumsspil bliver til et plussumsspil. Men disse oplevelser er sjælden hovedreglen. Halve sandheder bliver ikke uden videre til hele sandheder.

Et andet spørgsmål du kan stille til dine foretrukne ledelsesteorier er om de har friktionen med. Hvor er modstillingen i modellen? Hvor er antitesen? Kan det virkelig være rigtigt at der her er en model, der kan få det hele til at gå op? Man kan indvende at en model der ikke tager højde for friktionen er uambitiøs. Det er simpelthen for let.

Jeg er, grundet min teologiske uddannelse, altid skeptisk overfor friktionsløse livsfortællinger. Jeg stoler ikke på dem. De er ikke gode sandhedsvidner. De gør mere skade end gavn. Indenfor ledelse bliver positive synergifortællinger let til ledelsesregimer som medarbejderne ikke kan finde sig selv i. Modellerne kommer ikke til at virke, fordi de ikke tager friktionen alvorlig. I stedet for at frigøre mennesket kommer de let til at determinere mennesket i en følelse af nederlag, afmagt og fiasko.

Måske skulle vi starte udviklingssamtalen med at tale sandt om hvor vi er og hvordan vi har det.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *