Jeg har altid haft en svaghed for de store fortællinger i Det Gamle Testamente.

Jeg ved godt at bogen også er fuld af mytologi, stammereligion, krig, vrede og straf. Men bag al dette baske ydre er der en strøm af fantastiske livsfortællinger om menneskers eksistentielle kampe med tilværelsen, om kærlighed, om længsel, om udholdenhed, om tro, om håb, om drømme, om skønhed, om fred, om visdom, om mod og om fællesskab.

Jeg synes især at de gammeltestamentlige ledelsesfortællinger er inspirerende. Her møder man lederskab på baggrund af livets barske eksistensvilkår. De store lederskikkelser portrætteres ikke kun som handlekraftige helte, men som sammensatte og også brudte personligheder. De var komplekse skikkelser fulde af modsætninger: lige så stærke og handlekraftige de var, lige så ængstelige, ensomme og tvivlrådige var de.

Normalt siger man, at det er sejrherrerne, der skriver historien, og derfor er der megen storhed, fantasme og heltemod i de store historiske narrativer. I Det Gamle Testamente møder man noget andet. Bevares – storheden og lovprisningen af heltene er også her – men der er samtidig en helt anden stemme, der også er indvævet i fortællingerne; en stemme af svigt, tvivl, nederlag og svaghed.

Moses var en morder på flugt, Noah var en drukkenbolt og kong David slog sin betroede general Urias ihjel, fordi han ville have hans kone. David havde set hende bade på hustaget og det kunne han altså ikke stå for. (Lyt til Leonard Cohen for resten af historien Halleluja.)

Vi skal selvfølgelig ikke dyrke hverken det svage, nederlaget eller angsten. Men de hører med til fortællingen om det menneskelige.

De gammeltestamentlige fortællinger står i kontrast til vor tids meget positive og anerkendende sprog. I dag er lederfortællingerne ofte succeshistorier. Vejen frem er altid lige. Sæt dig et mål, læg din vilje ind i sagen, bliv på sporet, så skal det nok gå dig godt.

Der er en anderledes dybde og en eksistentiel alvor i de gamle fortællinger. Her er livets skål både besk og sød. Lykke og lidelse er vævet ind i hinanden – de er hinandens forudsætninger. I dag tænker vi at forudsætningen for lykke er mindre ulykke. Vi har afskaffet paradokserne. Vi tænker i ligefremme kategorier. Dem og os. Fortiden som ulykkelig, fremtiden som lykkelig.

Måske kan der være en pointe i af og til at læse noget fra en svunden tid. Måske er det godt at komme lidt på afstand af tidsåndens aktuelle modebegreber og få nogle andre perspektiver på lederskabet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *