Der er grundlæggende set tre veje at gå, hvis man ønsker at finde sig selv ifølge den danske digter, præst og livsfilosof Jakob Knudsen (1856-1917).

De to veje er velkendte tanker om det autentiske liv, som findes i utallige versioner i coaching- og selvhjælpslitteraturen. Den tredje vej giver et overraskende bud på selvdannelsen og bringer nogle dybe og mere eksistentielle pointer.

Når man kommer væk fra sig selv

Mon ikke de fleste af os kender til den erfaring, at livet nogle gange kaster os ud i så mange forskellige aktiviteter, udfordringer og relationer, at vi til sidst mister fornemmelsen for at være os selv i det hele?

Det moderne liv kan nogle gange blive så hektisk og fortravlet, at vi helt kan tabe blikket for det væsentlige i livet og vi kan føle at vi bare springer fra den ene tue til den næste.

Langt de fleste mennesker ønsker at leve et mere autentisk liv og længes efter en dybere personlig forankring i hverdagen. Men for de fleste forbliver hverdagen en kamp dikteret af livets ydre krav og omstændigheder. Man er aldrig rigtig sig selv i jobbet, i forældrerollen eller i de sociale relationer.

Det autentiske liv synes i dag at være særlig udfordret af det moderne livs forventningspres og arbejdslivets præstationskultur og karrierekrav. Det professionelle livs rationelle styringslogikker og instrumentelle performancetænkning forstærker en oplevelse af fremmedhed i livet. Man kan opleve at en beregnende nyttelogik sniger sig ind relationerne, man begynder at træffe beslutninger i modstrid med sine egentlige grundværdier og man oplever en snigende afstand i de helt nære relationer.

Der er ikke noget at sige til, at det er svært for mange at finde sig selv i det moderne liv. Tidens perfektionsidealer, den konstant bedømmelse på de sociale medier og den allestedsnærværende frygt for at gå glip, forstærker oplevelsen af rastløshed og stress i hverdagslivet. I dette hypermoderne samfund synes det vanskeligere og vanskeligere at reflektere over sig selv og finde ind til de helt nære værdier i tilværelsen. Tid, ro, refleksion og fordybelse er blevet vor tids store mangelvarer.

Findes der overhovedet et ’selv’ inde i mig?

Når man kigger ind i sig selv, så finder man kun tarme og indvolde, skriver psykologiprofessor Svend Brinkmann. Hans pointe er, at man aldrig finder sit indre sande selv. Om man så bruger et helt liv på at søge efter sig selv, så kommer den dag aldrig, hvor man endelig bliver færdig med sin søgen og når frem til en klar, entydig og uforanderlig forståelse af sig selv. Selvet er ikke noget, der bare ér, men noget der hele tiden bliver til. Den person, der tror at han har fundet sig selv, er måske i virkeligheden slet ikke begyndt på sin eksistentielle rejse.

Videnskaben vil i dag sige os at selvet er en social eller narrativ konstruktion. Selvet er ikke noget, der findes i sig selv, men blot en forestilling, som får indhold med sproget og næring fra de sociale fortællinger og forståelser, som vi indgår i. Denne måde at forstå selvet på er må mange måder et opgør med en tidligere tænkning, der forstod selvet som en fast kerneidentitet. Ifølge denne konstruktivistiske og narrative tænkning findes selvet slet ikke, men er blot en idé, der flyder med sproget og forestillinger i kulturen.

Filosofiprofessor Dan Zahavi argumenterer imidlertid for at der også findes en tredje måde at forstå selvet på, som er forskellig fra de to andre, nemlig en såkaldt fænomenologisk forståelse. I denne tænkning forstås selvet som en oplevelsesmæssige kategori (Zahavi 2002). Selvet er noget, der sker, skriver professoremeritus Ole Fogh Kirkeby fra CBS (Kirkeby 2008). Opgaven for den fænomenologisk interesserede er ikke så meget at forstå og definere selvet, men at erfarer det, opleve det, mærke det, udleve det.

Når vi søger efter selvet, skal vi ifølge fænomenologerne ikke så meget søge efter en kerneidentitet og vi skal heller ikke så meget søge efter det i sproget og i de herskende sociale konstruktioner, fortællinger og idealer, som dominerer den kulturelle praksis. Derimod skal vi søger efter det i vores oplevelser. Selvet er ikke noget vi har, som mønter i lommen, skriver Zahavi, men noget som vi oplever, at vi er. Man kan sige at det fænomenologiske selv er en bevidsthed, med et særligt indre perspektiv på tilværelsen.

Ifølge denne tradition er selvet en integreret del af den menneskelige bevidsthed, noget vi umiddelbart og spontant oplever, at vi er. Alle oplevelser implicerer nemlig at der er én, der oplever dem. Derfor er der allerede et selv, forud for oplevelserne. Det giver ikke mening at tale om objektive oplevelser, der bare er der i sig selv. Oplevelser er altid noget, der gennemleves af et subjekt.

Husk at skelne mellem ‘jeget’ og ’selvet’

Der er forskel på oplevelser. Nogle gange er vi blot tilstede fysisk uden mentalt nærvær. Nogle ganger er vi passive tilskuere til livet omkring os. Men andre gang oplever vi at være til stede i livet på en særlig indgående måde. Der er situationer, hvor vi oplever at være med i en stemning, i en samtale eller i en begivenhed på en dybere og mere involverende måde og hvor vi er der, med noget mere af os selv, end blot vores ord, kompetencer, viden, tanker og følelser. Vi kan opleve at være tilstede på en dybereliggende måde, hvor vi føler en større forbundethed med dem omkring os og hvor det, vi byder ind med synes at komme fra en dybere kilde i os, end vores umiddelbare kompetencer, viden og erfaringer. I de tilfælde oplever vi at være tilstede ud fra selvet i os.

Den danske filosof Mogens Pahuus, der har brugt et menneskeliv på at undersøge disse fænomener, beskriver at der grundlæggende er to måder man kan være engageret og involveret i livet på. Derfor foreslår han, at vi skelner mellem  jeget og selvet.

Jeget handler om at man har greb om behersker sig selv. Man er tilstede ud fra jeget når man betjener sig af sin formåen til at bemestre situationen og sig selv: “Når man tager situationen op, klarer de udfordringer, den stiller, tager sig af de opgaver, man har, målrettet søger at virkeliggøre sine ønsker eller rutinemæssigt tager sig af, hvad man har at sørge for. Da betjener man sig af en kraft og en formåen, som man disponere over, og det vil sige at man greb om og behersker sig selv.” (Pahuus 1998:31).

Men der er også en anden måde at være aktiv på, skriver Pahuus: “Vi kan være aktive ud fra en kraft, som vi ikke disponere over, men som er en kraft, der gør os åbne for og optaget af verden og de andre, som gør, at vi betages, fængsles, optages af noget, om som gør os virksomme på en involveret måde. Når vi på denne vis ikke anstrengt og viljesmæssigt og med greb om os selv bemestre en situation, men bliver ført ud til tingene og tilegner os dem i en uanstrengt åbenhed, optagethed og involverethed, er vi til ud fra selvet i os. Thi det er når man er til i en fri og utvungen livsudfoldelse, at man kan siges at være sig selv.” (ibid.)

Ifølge Pahuus er jeg’et den målrette og rutinemæssige situationsbemestring. Selv’et er den frie og utvungne livsudfoldelse. Men betyder det så at selvet er noget, der bare kommer af sig selv? Nej, mener Søren Kiekregaard.

Selvet er både en gave og en opgave!

Kierkegaard skriver i Enten-Eller at det store i livet ikke er, at være det ene eller det andet, men at være sig selv. Og at det er noget ethvert menneske kan, når det vil.

At være sig selv handler om at vælge sig selv. Det handler om at tage ejerskab af sit liv. Det handler om at ville noget med det, man foretager sig. Der ligger en indre stolthed og en særlig værdighedsfølelse i denne eksistentielle tilgang til livet.

Kierkegaard skriver, at hvis man ikke vælger at være sig selv, så svarer det til, at man er arving til en stor formue, men endnu ikke myndig. Når man ikke er myndig, kan man ikke få glæde af formuen. På samme måde får man ikke glæde af de potentialer, der ligger i ens liv, hvis man ikke indefra vælger at være sig selv i livet. Det store i livet handler ikke om et spændende CV, en stor formue eller en fantastisk personlig udstråling. Det store handler om at ville være sig selv.

For Kierkegaard er det en opgave at være sig selv. Det er både en gave og en opgave, skriver han. Gave-delen er mindst lige så vigtig som opgave-delen. Du skal ikke bare skabe dig et selv, men modtage det selv, der allerede foreligger, gøre det til dit eget.

Opgave-delen volder os også problemer, skriver Kierkegaard. Det er som om vi har en tendens til at ville være så meget andet og mere, end netop os selv. Dette ironisere han over i ‘Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift’, hvori han skriver at det, der kan synes at være den latterligste af alle opgaver måske i virkeligheden er den allervigtigste:

“Man troer i Almindelighed at det at være subjektiv er ingen Kunst. Nu, det forstaaer sig, ethvert Menneske er jo ogsaa saadan et Stykke Subjekt. Men nu at vorde det man saadan uden videre er: ja hvo vilde spilde sin Tid derpaa, det var jo den meest resignerede af alle Opgaver i Livet. – Ganske vist; men allerede af den Grund er den saare svær, ja den sværeste af Alle, netop fordi ethvert Menneske har en stærk naturlig Lyst og Drift til at blive Andet og Mere. Saaledes gaaer det med alle tilsyneladende ubetydelige Opgaver: netop denne tilsyneladende Ubetydelighed gjør dem uendeligt svære, fordi Opgaven ikke ligefrem vinker og saaledes understøtter den Higende, men fordi Opgaven arbeider ham imod, saa der hører uendelig Anstrængelse til blot her at opdage Opgaven.” (SKS 7.122)

Vi har så travlt med at blive til noget i livet at vi helt glemmer tilværelsens egentlige ridderslag, nemlig det at være os selv i det hele. Opgaven er ikke bare at blive til noget, men at blive til nogen, nemlig os selv.

Indlevelsesevne eller udlevelsesevne?

Præst, fortatter og digter Jakob Knudsen
Jakob Knudsen (1856-1917)

Tilbage til Jakob Knudsen! Han var som nævnt præst, forfatter, salmedigter og livsfilosof. Mest kendt er han nok for sin skønne morgensalme som også er en populær begravelsessalme: Se, nu stiger solen.

Salmen er en af mine yndlings og den bringer mig altid i en særlig stemning af livskraft og vitalitet. Se bare de første to strofer:

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!
Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.
Så kan dagen bare komme an! – Salmen udfolder livets eksistentielle drama, der udspiller sig imellem liv og død. Den handler om det store i livet, om livskraft, om kærlighed, om passion, mening og død.
Jakob Knudsen var også livsfilosof. Han var optaget af hvad det vil sige at være menneske. Hvad er det for et liv, vi er sat i? Hvad skal vi med det? Hvordan finder vi mening i det? I 1907 skriver han et kort essay om kunsten at være sig selv, hvori han udfolder tre forskellige grundveje til det autentiske liv. Han sætter sig for at undersøge hvad, det egentlig vil sige at være sig selv, og argumenterer for at der grundlæggende er tre veje at gå.
De første to veje synes at stå i en indbyrdes kontrast til hinanden. De er på en måde hinandens modsætninger, idet den ene søger selvvirkeliggørelsen i personlighedens periferi, i det virksomme engagement, i den anstrengte åbenhed mod alt det, der ligger udenfor.
Den anden vej søger selvvirkeliggørelsen i menneskets natur, i den kontemplative tilbagetrækken, i den stille væren. Hvor den første vej er meget aktivistisk er den anden passivistisk. Den første handler om at være sig selv udenfor komfortzonen, den anden realiserer selvet i komfortzonen. Den først lægger vægt på din evne til at udleve dig selv i fx dit professionelle virke og dit sociale liv, den anden vej lægger vægt på at du i stedet skal leve dig ind i dig selv og livet. Enten udlevelsesevne eller indlevelsesevne.
Selvet er således noget der møder os, enten indefra eller udefra. Enten i idealernes fordring eller i den realistiske væren.

Første vej: Du skal brænde!

Jakob Knudsens første vej til selvrealisering beskriver han som begejstringens vej. Det er en forståelse af at man er allermest sig selv i det aktive og involverede engagement. Arketypen er her kunsterne, der bliver grebet af kreativitetens hellige ild og udtrykker sig i en kunstnerisk henrykkelse.  “Mange kunstnere vil saaledes vistnok sige, at man først ret er sig selv, naar den kunsterniske Begejstring er over en” skriver han (s.111).

Denne begejstring kender vi fra både den religiøse ekstase og den mere humanistiske altopslugende optagethed af projekter, værker, sager, politikker osv.. Begejstringens tilstand er en opflammet tilstand af entusiasme med max energi, flow og power. Det er en oplevelse af at være sig selv når man giver det ypperligste i sig og anstrenger sig til det yderste.  Det er når man giver sig 110 % at man er sig selv.

Denne tilstand dyrker vi i de store sportspræstationer og i den moderne arbejdspsykologiske optimaloplevelse. Det er en tænkning, hvor selvet realiseres på grænsen. “Man mærker først ret, hvad man er, naar man tørner imod sine Grænser” skriver Knudsen andetsteds (s.166). En anden dansk livsfilosofi, der var samtidig med Knudsen, Vilhelm Grønbæk (1873-1948), skriver lignende; her om inspirationen, at det er en byrde, som han ikke kan lette i stilhed, den “må lettes gennem arbejde”. Inspirationen “er ikke en kraft der tvinger mig, men en kraft der bøjer mig” (Pahuus 1995:28).

I sin undersøgelse af begejstringen som stedet hvor man finder sig selv, havde Knudsen dog et væsentligt ankepunkt. Begejstringen er en anstrengelse, skriver han. “Begejstringen er et Baal, hvortil vi Mennesker selv maa levere Brændet” (112).

Problemet med begejstringen er at den er et rus, der “tærer på Kraften, i Stedet for at øge den” skriver han. Når man brænder for noget, ja så ender det jo med at man til sidst brænder ud.

Problemet med begejstringen er, at der ikke er nogen hvile i den. Begejstringen er ikke en styrkelse af livskraften, den modtager ikke noget, men fortærer kun. – Derfor konkluderer han, at det ikke er i begejstringen at man finder sig selv: “Jeg mener dog, det er en ganske fejlagtig Betragtning, saavel den, at man i Begejstring skulde finde Gud, som den, at man i Begejstringen skulde finde sig selv. – At man ikke finder Gud i Begejstringen, kan kjendes derpaa: at der i Begejstringen ikke er Hvile” (s.112).

“Nej, i Begejstringen hæver Mennesket, ved Fantasiens Hjælp, sig op over sig selv, og imod et højere Maal; men det, som vi kun ved Begejstringens Hjælp kan naa, det er endnu ikke vort eget, langt mindre os selv” (s.113).

Knudsen når således frem til at vi skal søge et andet sted, hvis vi skal finde os selv. Selvet er ikke noget du finder i din stræben efter at være dig.

Anden vej: Du skal hvile!

Den næste vej Jakob Knudsen sætter sig for at undersøge er naturlighedens vej.

Den naturlige vej handler om at man er allermest sig selv når man lever og optræder i pagt med sin natur, når man falder tilbage på sin egen måde at være på og lever i pagt med sine grundvaner. Knudsen beskriver det naturlige selv således: “at man give sig sin medfødte Ejendommelighed i Vold, sine Minder, sine Vaner, at leve saaledes, at ens hele Optræden bliver en Udfoldelse af ens egen Natur” (s.113).

Det er en forestilling om at vi et stykke inde i livet når en modenhed, hvor vi forlader ungdommens idealisme og begejstrings bål og finder i stedet ind til en naturlighed i den måde vi er os selv på. Denne forestilling er som i Henrik Pontoppidans ‘Lykke Per’; en forestilling om at vi til sidst bliver indhentet af vores sande natur, som det handler om at forliges sig med, bøje sig for og acceptere som et eksistentielt grundvilkår. Valget i livet handler om at vi skal vælge vores natur. Det nytter ikke at kæmpe imod, kampen kan ikke vindes. Selvet og vores natur er nemlig det sammen.

Også denne tanke har Knudsen en vigtig anke imod. Her er ganske vist hvile, men der mangler noget andet.

Selvet som natur eller hvile er som et skib i havn, skriver han. Men hvad er formålet med et skib? Det er ikke at ligge til kaj, men at sejle frem over havet: “ude for Stævnen, hvor Vandet kløves, hvor Fremfærden sker, hvor livet leves” (115).

Et menneske der lever i pagt med sin natur, lever orienteret mod et liv, der har været. Det er en bagudskuende livsfilosofi. Et liv der mestendels orienterer sig mod fortidens vaner, minder og ejendommeligheder. Ligesom et skib ikke er bestemt til at ligge i havn, således skal et selv heller ikke blive ved sin natur. Selvet er i stedet noget der lever i Nuet, skriver Knudsen (s.116). Problemet med naturligheden er, at den ikke orienterer sig mod nu’et.

Tredje vej: Du skal give!

Knudsen har nu undersøgt de to mest gængse opfattelser af hvad det vil sige at være sig selv. Og afvist dem begge. Til slut sætter han sig for at undersøge den tredje vej, der er en vej “som gaar indad mod vor Tilværelses Centrum, det Sted, hvorfra vi betragter det hele.” (s.118).

Knudens tredje vej er mystikkens vej eller hengivelsens vej. Det er en fænomenologisk vej, der søger selvet bag bevidstheden. Dette selv viser sig allermest i den hengivende relationen til et andet menneske, til et andet selv. Selvet er kort sagt, når du har hjertet med, skriver Knudsen.

Nøgleordet for Knudsen er hengivelse. Det er den selvforglemmende optagethed af samværet med den anden. “Hengivelse er Selvets egen Funktion” (s.122). Det er en tilstand, hvor man er kommet forbi behovet for at udtrykke en særlig selvforståelse.

Denne mystikkens vej, er en dyb personlig oplevelse af at være sig selv som noget andet og mere end summen af egenskaber, kompetencer, holdninger og erfaringer. Det er et nærvær hvor alle disse talenter træder i baggrunden, og hvor noget andet træder frem nemlig en dyb eksistentiel og fænomenologisk længsel efter at give sig hen til nogen eller noget.

“Naar Brøndegraveren er kommet dybt nok ned, da kan han begynde at høre Lyden af Vand-Aaren, allerede inden de allersidste Lag er fjernet, og Kilden begynder at byde igennem, Således mærker vi noget i vort eget Væsen, der bliver tydeligere og stærkere jo mere vore Talenter taber i Værdi for os, jo flere af vore egenskaber der visner i vore Øjne, noget, der øjensynlig ikke deler Kaar med, hvad vi ellers kjender hos os selv; thi naar alt der øvrige tager af, saa tager dette til. Der er en længsel i vort Indre efter at blive befriet ved Hengivelse” (s.121).

Ukend dig selv!

Kongevejen til selvet er hos disse klassiske tænkere en selvforglemmende optagethed af noget andet end os selv. Det handler ikke om at skabe sig selv, men derimod om at give ud af sig selv. Dette selv er også lidt af et mysterium for den enkelte. Det er slet ikke noget vi har styr på, kontrol over eller magt over.

Danske kunstner Morten Søndergaard, lagde angiveligt engang en sten på Assistens Kirkegård med teksten: Ukend dig selv! En fin replik til vor tids nogle gange overdrevne selvoptagethed.  Måske skal vi blive bedre til at ukende os selv?

De klassiske tænkere i denne tekst er inde på at selvet i os skal forstås som en eksistentiel og fænomenologisk størrelse. Det er ikke noget vi skal mestre. Selvet er ikke en kompetence, men noget vi oplever, vi er, når vi giver os selv hen til en anden eller noget andet. I virkeligheden er selvet ikke noget vi har, men noget vi erfarer, når der er noget andet, der har os. Selvet handler om en dyb fænomenologisk længsel efter at høre til, at give, at være, at elske…

Valgets øjeblik

En af de stærkeste og smukkeste beskrivelser af denne eksistentielle længsel som jeg har læst er nok Søren Kiekegaards beskrivelse af Valgets Øjeblik: det øjeblik hvor man vælger at ville være sig selv, eller rettere vælge at modtage sit selv. Citatet er lidt langt, og ligesom mange af de ovenstående citater, kan det være vanskeligt at læse for os i dag. Men det er bestemt tiden værd:

“Jeg har i et foregaaende Brev bemærket, at det at have elsket giver et Menneskes Væsen en Harmoni, som aldrig tabes ganske; nu vil jeg sige, det at vælge giver et Menneskes Væsen en Høitidelighed, en stille Værdighed, som aldrig tabes ganske. Der gives Mange, der sætte en overordentlig Priis paa at have skuet en eller anden mærkelig verdenshistorisk Individualitet Ansigt til Ansigt. Dette Indtryk glemme de aldrig, det har givet deres Sjæl et idealt Billede, som adler deres Væsen; og dog er selv dette øieblik, hvor betydningsfuldt det end kan være, Intet mod Valgets øieblik. Naar da Alt er blevet stille omkring Een, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end han var før, men han bliver sig selv; Bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv. Som en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, før han er bleven myndig, saaledes er selv den rigeste Personlighed Intet, før han har valgt sig selv, og paa den anden Side er, selv hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det”. sks 3,173

 

Læs mere om eksistens, filosofi og dannelse på www.vitaactiva.dk/blog

 

Garff, Joakim (red.): “At komme til sig selv. 15 portrætter af danske dannelsestænkere”, Gads Forlag, 2008

Kierkeby, Ole Fogh: “Selvet sker – bevidsthedens begivenhed”, Samfundslitteratur, 2008

Knudsen, Jakob: “At være sig selv. Et udvalg ved Ole Wivel”, Gyldendal, 1965

Pahuus, Mogens: Om at være sig selv i arbejdet, i “Magt, passion, kommunikation”, Dafolo, 2002

Pahuus, Mogens: “Det gode liv. Indføring i livsfilosofi”. Gyldendal, 1998

Pahuus, Mogens: “Livsfilosofi. Lykke og lidelse i eksistens og litteratur”. Philosophia. 1995.

SKS, Søren Kierkegaards Samlede Værker. www.sks.dk

Zahavi, Dan: Selvet i filosofisk belysning, i “Vinkler på selvet” Kim,  2002

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *